Om

Den evige rastløshed og nomaden som vejviser. Stadig bevægelse og rytme – for at føle man lever. Man står der på ”Memphis Station” (Johannes V. Jensen 1906 Digte ) og kan godt bestemme sig. Man tager med toget.

Årtier gik med at rejse. Uger på Påskeøen. Med den transsibiriske jernbane  til Vladivostok. Med båd til Yokohama. Videre igennem Kina. Senere fra Lima over land til Rio. På tværs af Indien til Nepal. Med toget fra Nairobi til Victoria Falls.
Inden galleriet – de mange år med rejsen som arbejde – hvor der blev fokuseret på alt imellem Sanaa og Tripoli.

En horisontsyg drømmer – Wilfred  Thesiger – som helt og ”Arabien Sands” som bibel.  Fandt trøst i ørkenen imellem Sahara  og Rub’ al Khali  i Yemen. Rejserne fra Islamabad til Isfahan. Fra Beirut til Alexandria.

Rastløshed som sygdom og drøm. Noget der sidder lejret lige under huden. Det blev senere til bosteder rundt omkring. Ikke som investeringer – men som rum for nydelse og begær.

Aldrig indrettet med udlejning som mål. Men i dag er rejserne og stederne der udlejes blevet en del af ”det daglige brød.”

Stederne skal ”flyde” med kunst , musik og litteratur. Alt betyder noget. Historien tæller.

For nogle år siden købte vi en svensk Barok lysestage til huset ude i skoven i Småland. Der står den og lyser.   Som den har gjort i 300 år. Lyst på nyfødte, elskende og dødende. I sorg , begær og glæde.

Dette er håbløst romantisk. Indrømmet. Men på denne måde – er lejligheder og huse indrettet.

Velkommen. Til Nice, Paris, Hornbæk, Vexjø og Læsø.